Overtjener Gustav Fleiner er tjenerkomikkens ukronede konge. Efter en fortid i diverse andre serveringsteatre har han skabt sit eget imperium og er nu herre i egen tjenerbuks. Han er kongeligt privilegeret overtjener af guds nåde med ret til at bære overskæg og servere årgangsvine og serverer sine uforskammetheder med lattergaranti.

Gustav Fleiner’s Spektakulære Serveringsteater” er ideel underholdning for selskaber mellem 6-100 personer. Showet foregår midt mellem gæsterne og serveres som en komisk cocktail af indøvede gags, improvisation, samspil med publikum og et afsluttende ”sceneshow” der sparker røv. Showet kan opføres på både dansk og engelsk. Ikke to optrædener er ens. Typisk varer en optræden mellem 60 og 90 minutter med ærbødig respekt for de sange, taler og andre indslag som gæster og værter selv måtte ønske at bidrage med undervejs.

Gustav Fleiner arbejder tæt sammen med det stedlige personale, musikere, værter og toastmasters og laver klare aftaler om dette og hint for at sikre at alt forløber planmæssigt. Gustav Fleiner har et veltrænet øje for hvilke gæster der er med på løjerne og hvem man helst skal gå en nænsom lille bue uden om. Han forbereder sig minutiøst og mestrer om nogen den hårfine balancegang mellem plat og genial underholdning.

Hvis du lader Gustav Fleiner banke lidt pli og gode bordmanerer ind i forsamlingen, råde bod på den åndelige armod, hæve det kulturelle niveau og slå hårdt ned overfor udenomsægteskabelig virksomhed bliver din fest med garanti en succes - uanset om det drejer sig om bryllup, jubilæum, firmafest, julefrokost, fødselsdag, konference, konfirmation eller anden festivitas.

Gustav Fleiner’s Spektakulære Serveringscirkus” kan ved større selskaber sammensætte et slagkraftigt hold af landets fremmeste skøre tjenere og kan også bidrage med konferencier, falske gæster, toastmaster m.m. Ring og hør nærmere.